|
Hvis du skal have
dit kæledyr med ud og rejse kræver det lidt forberedelse. Herunder har vi forsøgt at skitsere reglerne, vi tager dog forbehold for ændringer, du kan tjekke reglerne på fødevarestyrelsens hjemmeside.
Rejse med kat og hund til EU-lande
- Hund og kat skal være entydigt mærket
- Have et kæledyrspas
- Have gyldig rabies vaccination
OBS: de særlige regler for Sverige bortfalder 1. januar 2012. Og hermed også særregler for transit til Bornholm.
Entydig mærkning: Tatovering eller chipmærkning
Uanset hvilket land i skal til skal dyret være entydigt mærket, det vil sige at dyret skal være tatoveret eller chippet (fra 3. juli 2011 skal alle dyr der skal rejse chippes).
Hunden og katten skal være chippet inden første vaccination.
Kæledyrspas
Dit kæledyr skal udstyres med et pas, et såkaldt selskabsdyrspas. Passet bruges til at registrere vaccinationer og evt. blodprøvesvar. Det er derfor vigtigt at medbringe passet ved vaccinationer så dyrlægen kan attestere at hunden eller katten er blevet vaccineret.
Vaccination mod rabies, hundegalskab
Det er et krav at din hund og kat er vaccineret mod rabies minimum 3 uger før afrejse.
Hunden og katten kan tidligst vaccineres når de er 11 uger gamle.For at opretholde dækningen skal rabiesvaccinationen gentages inden for 12 måneder hvis hunden eller katten var under 1 år ved første vaccination, eller inden for 36 måneder.
Læs mere om sygdommen rabies/hundegalskab
Rejse til Finland, England og Malta
Kræves der stadig ormebehandling mod rævens bændelorm. Denne skal foretages 5 dage til 24 timer før man krydser grænsen. Og skal attesteres i passet.
Rejse til Norge
Ved rejse til Norge skal hunden og katten opfylde samme krav som ved rejse inden for EU + ormekur.
Ormekur.
Herudover skal hunden eller katten have en ormekur mod bændelorm, dette skal ske maximalt 10 dage før indrejse og gentages senest 7 dage efter ankomst, begge skal attesteres af en dyrlæge i passet.
Rejse til tredjelande, uden for EU med hund og kat
Reglerne for indførsel af dyr fastsættes af de enkelte lande, og de kan være meget forskellige, nogle lande kræver karantæne. Her skal man ind på Fødevarestyrelsens hjemmeside og læse. Du er altid velkommen til at kontakte os, så vil vi forsøge at hjælpe dig.
Indførsel af kæledyr til Danmark fra EU-lande
Hvis du skal have et dyr med hjem fra udlandet er der også krav, hvis dyret kommer fra et andet EU land, gælder der at dyret skal være entydigt mærket (chippet), udstyret med et pas og vaccineret mod rabies minimum 21 dage før afrejse.
Indførsel af hund og kat fra tredjelande
Kommer dyret fra et land uden for EU, skal der lidt mere benarbejde til. På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man finde de nærmere detaljer for hvert enkelt land.
Fælles er det dog at dyrene skal indføres gennem grænsekontrolsteder (Kastrup og Billund), og der skal gives besked om ankomst minimum 24 timer før ankomst.
|