|
Kønsmoden
Marsvin bliver meget tidligt kønsmodne, hunnerne bliver kønsmodne når de er 4-6 uger gamle, hannerne når de er 3-5 uger gamle.
Hvornår bør man parre soen første gang?
Optimalt skal soen parres når hun er 5 måneder gammel og vejer ca. 500g.
Hun skal gennemføre sin første drægtighed inden hun er 12 måneder gammel, fordi bækkenet forbener omkring her. Hvis soen bliver parret efter hun er 10 måneder gammel er der stor risiko for fødselskomplikationer, hvor ungerne sætter sig fast i fødselsvejen, med risiko for både soens og ungernes liv.
Dette gælder kun for hendes første kuld unger, hvis hun har gennemført en drægtighed og fødsel, vil bækkenet have udvidet sig, og hun kan sagtens gennemfører drægtighed og fødsler indtil hun er 4-5 år gammel.
Hvad skal vi gøre inden parringen?
Det er vigtigt at sikre sig at det er sunde og raske marsvin man ønsker at parre. At de ikke har dårlige gener de giver videre, her tænker vi især på tænderne.
Hunnen skal være normal vægtig, hvis hun er for tyk øges risikoen for drægtighedssyge, fødselsbesvær og i sidste ende en død so og unger.
Det er også en god ide at sørge for at have et seperat bur til hannen, som han kan flyttes over i efter man har konstateret at soen er drægtig, hun går i østrus 6-48 timer efter fødslen, og kan altså blive parret igen meget hurtigt efter fødslen.
Drægtigheden
Et marsvin er drægtigt i 59 til 72 dage, afhængig af kuldstørrelsen. Et marsvin får fra 1-6 unger per kuld, gennemsnittet er 3. Hver unge vejer i snit 100g når de bliver født.
Soen skal have den næring hun har behov for, men hun må ikke blive fed, det øger risikoen for drægtighedssyge.
Ungerne
Ungerne er fuldt udviklet når de bliver født, de første tre døgn er meget kritiske. I disse døgn lever de stort set udelukkende af mælk. Herefter begynder de at spise af foderet.
Ungerne kan flytte hjemmefra når de er 4 uger gamle og vejer 300g.
Kønsbestemmelse
Man bestemmer marsvinets køn ved at lægge det på ryggen og kigge på de ydre kønsorganer.
 |
Hos hannen siges de ydre kønsorganer, at være formet som et i, altså en streg med en prik over. Penis kan forsigtigt presses frem. Hos den udvoksede han ligger testiklerne meget tydeligt på begge sider af penis. |
 |
Hos hunnen siges de ydre kønsorganer at ligne et Y. Det viser billedet her ved siden af med al tydelighed. |
Billederne herover er meget tydelige, men det kan være meget drilsk at kønsbestemme marsvin.
Det er
vigtigt at være sikker på sine marsvins køn da de sagtens kan hoppe på hinanden allerede når man får dem hjem. Man bør ikke lade søskende parre sig med hinanden, da det øger risikoen for sygdomme.
Kastration af marsvin
Hvis man har kuldsøskende, eller ikke ønsker unger anbefaler vi at man kastrerer hannen. Kastration af han-marsvin kan foretages når han er 12 uger gammel, men han skal herefter holdes isoleret fra hunner i 3-4 uger, da han stadig er fertil.
|