|
Hvad er skab?
Skab skyldes en gravemide Sarcoptes scabie, den graver gange i huden. Miden lægger sine æg i gangene, og larverne borer sig til overfladen hvor de udvikler sig til de voksne skab mider. Hele cyklus tager 21 dage.
Skab eller ræveskab har intet til fælles med hundegalskab eller rabies som skyldes en virus infektion.
Hvad er symptomerne på skab?
Intens kløe. Miderne foretrækker tyndhudet områder, hvorfor man typisk ser forandringer på kanten af ørerne og albuerne og hasespidserne.
Hvordan stilles diagnosen?
Din dyrlæge kan ved en grundig undersøgelse af hunden og evt. et hudskrab konstatere at hunden er smittet og iværksætte behandlingen.
Hvordan behandles skab?
Hunden behandles med et midedræbende præperat to gange med fire ugers mellemrum. Den første behandling dræber mider, larver og nymfestadier, anden behandling sikrer at dræbe nye larver, nymfer og mider der klækker fra æg. Vi behandler endvidere med kløestillende ved opstart af behandlingen for at mindske generne, den kløestillende behandling kan evt. gentages efter 21 dage, hvis kløen genopstår.
Hvordan smitter skab?
Smitter som oftest ved direkte kontakt, da midernes overlevelse i miljøet er dårlig, afhænger af temperatur og luftfugtighed. Ved stuetemperatur kan de overleve 2-6 dage.
Kan skab smitte til mennesker?
Skab kan godt smitte til mennesker, men miden kan ikke overleve eller formere sig hos mennesker. Man får røde pletter på huden, typisk på underarme eller mave. Skab infektion hos mennesker klør, og hvis du har mistanke om at du er blevet smittet skal du kontakte din læge.
|